Arrangement - Alperne - film og oplæg

Alperne - film og oplæg

En mærkelig græsk filmbølge rammer Kulturværftet: Torsdag den 20. september kl. 19.30 kan du opleve en af den nyere filmhistories mest særprægede tendenser på nært hold, når Kulturværftet i samarbejde med Copenhagen Art Festival byder på oplæg, spillefilmen ’Alperne’ samt et glas vin.

Den græske 'weird wave' er skabt af et ganske lille fællesskab af græske filmfolk, der med få midler og med et grotesk blik på livet laver film, der har fået festivaler til at spærre øjnene op verden over. Nu er en af filmene en del af Copenhagen Art Festival - som altså for en aften udvider til Helsingør.

Den vigtigste instruktør i 'bølgen' er Yorgos Lanthimos, der blev Oscar-nomineret for filmen 'Dogtooth' (2009) og nu er tilbage med den bizarre 'Alperne'. Filmen var udvalgt til hovedkonkurrencen på Venedig-festivalen i 2011 og skildrer en lille loge, der i fritiden spiller roller i andre folks liv. Lanthimos sætter en ære i IKKE at lave personinstruktion, og det giver filmen en foruroligende og meget original tone, hvor skellet mellem væren, skuespil og ufrivilligt amatørteater flyder sammen.

Rasmus Brendstrup, der til daglig er programredaktør ved Cinemateket og filmanmelder for Filmmagasinet Ekko, vil supplere filmen med et oplæg, der sætter den i relation til ny græsk film samt kunstfestivalens overordnede tematik omkring fællesskaber.

Om filmen:

En lille loge, der kalder sig 'Alperne', ser det som deres mision at træde i afdøde eller bortrejste menneskers sted. De opfører sig som en blanding af filantroper, amatørteatertrup og lyssky terrorister. Hvorfor? Er de virkelig en trøst for pårørende? Skaffer de sig opgaver på lyssky vis gennem det lokale sygehus?

Græske Yorgos Lanthimos ('Dogtooth') stiller tankevækkende spørgsmål - i en original, underfuld, sortkomisk ramme.

Filmen er en del af efterårets store festival for samtidskunst, Copenhagen Art Festival (www.cph-artfestival.org). Festivalens overordnede tema er Fællesskaber', og i den forbindelse er Kulturværftet blevet inviteret til at deltage i et samarbejde omkring filmserien 'Hemmelige Fællesskaber' - en række film, som undersøger alternative og skjulte grupperinger og relationer mellem mennesker. Øvrige visninger i serien finder sted i Cinemateket i København frem til slutningen af september.

 

Film om 'hemmelige fællesskaber' i september: http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Serie.aspx?serieID=7529

 

Interview med filmens instruktør Yogos Lanthimos: http://www.ekkofilm.dk/index.asp?allowbreak=Nej&id=1649

 

Se mere om Copehagen Art Festival på: www.cph-artfestival.org

 

FAKTA

Alperne / Alpis, Yogos Lanthimos 2011.

Filmen vises med engelske undertekster.

Varighed 93 min + 15 min. introduktion.

Billetpris: 30 kr. inkl. gebyr.

Vi byder på et glas vin inden filmen.

 

Billetter kan kun købes i døren.