Mandag den 19. november 2012 udkommer Du Glade Verden, som er et helt nyt album fra Kim Larsen og Kjukken og torsdag den 21. februar 2013 kan Kim Larsen, band og nyt album opleves live på Kulturværftets Store Scene.
BEMÆRK: Koncerten er stående og der vil
ikke være mulighed for siddepladser i salen.
Balkonen åbnes hvor der vil være begrænset antal siddepladser -
disse pladser kan ikke reserveres på forhånd.
Efter albummet Mine Damer og Herrer Fra 2010, som Kim Larsen
indspillede som soloartist, er han tilbage med de stærke musikere
fra Kjukken. Tekst og musik til det nye album er skrevet af Kim
Larsen og musikken er indspillet med Kjukken.
Albummet er produceret af Mads Haugaard, der er bror til bassist i
Kjukken, Jesper Haugaard. Musikken til Du Glade Verden er optaget
og produceret dels i København og dels i Odense.
Coveret til albummet er en grafisk illustration af en kvinde, der
sidder og kigger på en smuk solnedgang. Det er malet af den danske
filminstruktør og kunstmaler Erik Clausen, der oprindeligt lavede
det fine, enkle og måske nærmest naive billede til den serie
kunst-plastik‐poser Irma lancerede en gang i 70'erne. Motivet
understreger på smukkeste vis albummets tvetydige titel og pladens
stemning og tematik generelt.
I forlængelse af udgivelsen turnerer Kim Larsen & Kjukken i de
danske koncertsale i februar og marts 2013 og spiller for første
gang i Helsingørs nye kulturhus Kulturværftet. Kjukken blev dannet
i 1995, og består I dag af de oprindelige medlemmer, Karsten
Skovgaard (gui) og Jesper Rosenqvist (trommer). I 2003 kom Jesper
Haugaard (bas) med i bandet.
Koncerterne vil præsentere en række af de nye sange, men som altid
dykker Kim Larsen ned i sit imponerende sang-univers og spiller et
repertoire der repræsenterer den over 40-årige lange
karriere.
-----
Koncert: Kim Larsen & Kjukken
Kulturværftet: Store Scene / Ståpladser
Dato: Torsdag den 21. februar 2013, kl. 20.00
Billetsalg starter: Onsdag den 17. oktober 2012, kl. 10.00.