Det klassiske program går i clinch med meget forskellige genrer dette efterår. Programmet spænder over de mere traditionelle koncerter til et miks mellem klassisk og pop/rock og to koncerter, hvor det er oplagt at tage henholdsvis børn og unge med.
Under Golden Days stiller Kulturværftet skarpt på 50'er-temaet
bl.a. med en unik 50'er koncert, der byder på a capella-sang og
sinfonietta koncert. Der er også et 50'er bal den 8. september, som
byder på Sinatra Syndicate og Taggy Tones, men det er jo en anden
historie.
Senere på efteråret er det oplagt at tage de større børn og
familiens unge med til Messerkvartettens fremførelse af
underlægningsmusikken til nogle af tidens mest populære
computerspil. Her vil det også være muligt at spille computerspil i
selskab med en professionel 'gamer'.
I slutningen af sæsonen kan hele familien mødes til en
anderledes julekoncert med Sigurd Barrett og Athelas, og vi runder
året af med en intens fremførelse af Messias, hvor orkester, flere
kor og solister fører os igennem Händels vidunderlige musikunivers.
Og kan man ikke slippe det klassiske tema, kan man glæde sig til en
utraditionel nytårskoncert i det nye år med Lyngby-Taarbæk
Symfoniorkester og på vokalsiden Dreamers Circus.
I denne sæson er der ikke mulighed for at købe et klippekort til
flere koncerter, da der ikke har været den store efterspørgsel på
den mulighed. Til gengæld er der forsat unge- og seniorrabat til
næsten alle klassiske koncerter.