Ny filmklub: Kort og Dok

Ny filmklub: Kort og Dok

Seks torsdage byder filmklubben KORT & DOK på en god dokumentarfilm, en kortfilm samt oplæg, snak og samvær med instruktørerne bag filmene. Ebbe Preisler (MandagsDokumentar, København) har sammensat programmet med støtte fra Det Danske Filminstitut og er vært på de seks torsdage, der er fordelt med tre i efteråret og tre i vintersæsonen 2013.

Kulturværftet har til efterår/vintersæsonen indledt et samarbejde med et af Københavns mest originale filmtilbud: MandagsDokumentar. Siden 2002 - og altså nu på 10. år - har en gruppe omkring stifteren, filmproducent Ebbe Preisler, vist kort- og dokumentarfilm i PH Cafeen på Halmtorvet. 14 mandage i efteråret og 14 mandage i foråret vises en kort og en længere film og - som det vigtigste - med instruktørene til stede for at indlede og efterfølgende diskutere filmene med publikum. Det er det koncept, der nu gør sin første entré i Helsingør, generøst hjulpet af Det danske Filminstitut.

Det er op til jer, publikum, at få det til at fæstne og udvikle sig i årene fremover. Ebbe Preisler vil være til stede ved alle visninger som mødeleder og interviewer, og de udvalgte instruktører og deres film repræsenterer alle det, man med et lidt forslidt udtryk kalder "ILDSJÆLE". Udtrykket er nu godt nok og dækker over mennesker, der med deres indsats, energi, eksempel o.s.v. sætter en standard og giver et eksempel, som vi andre kan suge næring fra. Det er både morsomt og usædvanligt opmuntrende. Filmene vises på Kulturværftets Lille Scene, hvor der kan etableres den rette intimitet.

Se alle KORT & DOK arrangementer i efteråret her

Der vil være mulighed for at købe drikkevarer, og det anbefales, at publikum spiser et let måltid i Kulturværftets café inden forestillingen. Medlemskortet til KORT & DOK giver 10 % rabat i Spisehuset på forevisningsdagene.

INFO
Tid: Første torsdag i måneden, kl. 19.30
Sted: Kulturværftet, Lille Scene
Datoer: Efterår 2012: 13/9 * 11/10 * 8/11
Vinter 2013: 10/1 * 7/2 * 14/3
Medlemsskab: 50 kr.
Entré: Medlemmer 40 kr. / Gæster 60 kr.
Billetter og medlemskort kan købes via billetten.dk