Nyhedsdato:
4 OKT
/ 2012
Et af Danmarks mest anerkendte bands, Efterklang, har valgt at præsentere nyt materiale på storslået vis. Sammen med Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil opfører de den 12. oktober deres nye og fjerde album, Piramida, på Kulturværftet i Helsingør – efter en pause på 18 måneder.
I spidsen for orkestret står den innovative dirigent, André de
Ridder, der er kendt for at samarbejde på tværs af genrer. Han har
bl.a. dirigeret kunstnere så forskellige som BBC Symphony
Orchestra, Gorillaz, Dessner-brødrene fra The National og Mouse on
Mars.
For at sikre at orkestret bliver en integreret del af koncerten,
står de klassiske komponister Missy Mazzoli (Kronos Quartet,
Victoire), Karsten Fundal (Under Byen, Choir of Young Believers) og
Daniel Bjarnason (Sigur Rós, Múm) for orkesterarrangementerne.
Dertil har den eventyrlystne trio inviteret Peter Broderick til at
spille klaver, Katinka Fogh Vindelev til at synge kor og endelig
vil trommeslageren Budgie fra hedengangne Siouxsie & The
Banshees medvirke i koncerten, da han er blevet indlemmet i
Efterklangs liveband.
Efterklang havde i maj i år verdenspremiere på samme koncert i et
udsolgt Sydney Opera House. Efterfølgende regnede anmelder roserne
ned over bandet bl.a. i det nyeste nummer af det anerkendte
engelske musikmagasin, Mojo. Her bliver Efterklang rost til skyerne
af anmelder Stevie Chick: "De er ved at lave deres hidtil
største bedrift nogensinde," skriver han.
Piramida udkommer den 24. september og er Efterklangs
fjerde album. Det er navngivet efter den russiske spøgelsesby
Piramida på Svalbard, som bandet besøgte i august 2011. Over 9 dage
indsamlede bandet mere end 1000 lyde, som de efterfølgende brugte i
sangskrivningen til albummet.
Koncerten starter kl. 21, men allerede kl. 19:30 åbner dørene til
'Den Musikalske Markedsplads' med kunstnermøder, installationskunst
og spisning. Kl. 20:30 er der support med Peter Broderick, og efter
koncerten åbner loungen.
Se Efterklang og Sydney Symphony Orchestra fremføre sangen
The Ghost live i Sydney Opera House her
INFO
"60 minutes of Efterklang"
12. oktober 2012 fra kl. 19:30 / Kulturværftet, Store Scene
Køb billet: www.kulturvaerftet.billetten.dk
Forsalg: 115 kr. inkl. gebyr
Entré: 125 kr. inkl. gebyr
Koncert- og madbillet / 280 kr. inkl. gebyr
Dato: 12.10.2012
Tidspunkt: kl. 19:30
Varighed: 2:00
Dørene åbnes: 18.30