Nyhedsdato:
3 OKT
/ 2012
Internationalt forfatterbesøg og prisbelønnede dansk litteratur på Kulturværftet i efteråret.
Folk med hang til store læseoplevelser kan glæde sig, når
Kulturværftet i efteråret lægger scene til nogle af de helt store
forfatternavne. Den 23. oktober kan man glæde sig til et møde med
Lone Hørslev til en aften der byder på oplæsning, samtale om
forfatterskabet og en minikoncert med Mads Mourits. Den 3. november
gæster John Irving i en samtale om sit forfatterskab og - ikke
mindst - hans seneste roman "I én person".
Oplev romanaktuelle John Irving
Oplæsning og samtale
Det er blevet til 12 romaner, siden debuten med romanen
Slip bjørnene fri i 1968. I sidste måned udkom Irvings seneste
roman I én person, der modtog flotte anmeldelser fra det danske
anmelderkorps. I én person er en fortælling om begær, hemmeligheder
og seksuel identitet, ugengældt kærlighed samt en hyldest til vores
seksuelle forskellighed.
Flere af Irvings romaner er blevet filmatiseret, og i 2000 skrev
Irving selv manuskriptet til Æblemostreglementet og vandt en Oscar
for bedste filmatisering. Som optakt til Irvings besøg vil
Biblioteket Kulturværftet vise udvalgte film, som bliver annonceret
på Bibliotekets site og på Facebook.
Anmelderne skrev om I én person:
"Et nyt velturneret og stilsikkert udspil"
Berlingske
Fem stjerner fra Ekstra Bladet
"Klassisk John Irving" Jyllands-Posten
"En udviklende og nærmest berusende sproglig oplevelse."
Politiken
Tid: lørdag den 3. november kl. 16.00
Sted: Kulturværftet / Store Scene
Billetter: 175 kr. inkl. gebyr.
Billetter kan købes på billetten.dk og i Kulturværftets
reception.
Lone Hørslev barsler med ny digtsamling
Koncert, oplæsning og samtale
En af dansk litteraturs helt store stemmer gæster Kulturværftet den
23. oktober, når vi fletter litteraturens og musikkens to verdner
sammen.
Lone Hørslev, lægger vejen forbi Lille Scene til en samtale om
sit forfatterskab og til en mini-koncert med Mads Mourits. Hørslev
debuterede i 2001 med digtsamlingen "TAK". For romanen "Naturlige
fjender" (2008) modtog hun Jytte Borberg Prisen og udgav siden i
2009 den medieomtalte "Jeg ved ikke om den slags tanker er normale
- Skilsmissedigte". Senest stillede Hørslev i den anmelderroste
"Sorg og Camping" (2011) retro-skarpt på 80ernes udkants Danmark.
Lone Hørslev arbejder på en ny digtsamling, som hun måske vil dele
med os på Lille Scene.
Tid: Tirsdag den 23. oktober kl. 19:30
Sted: Kulturværftet / Lille Scene
Pris: 100 kr. inkl. gebyr
Billetter kan købes på billetten.dk og i Kulturværftets
reception.