Skulpturen: Han, Elmgreen & Dragset 2012

Skulpturen: Han, Elmgreen & Dragset 2012

Den 2. juni 2012 blev skulpturen Han, Elmgreen & Dragset 2012, afsløret i Helsingør på havnefronten foran kulturhuset Kulturværftet.

"Han" tager livtag med den danske figurative skulpturtradition fra Thorvaldsen og Nordsjællands egen Tegner til Edward Eriksen nationale klenodie, "Den Lille Havfrue" på Langelinie.

pressefoto 1 ikon pressefoto 2 ikon

Download pressefoto

Kreditering: Foto:
Anders Sune Berg

Download pressefoto

Kreditering: Foto:
Anders Sune Berg

pdf ikon pdf ikon
Presse på dansk Press in english

Skulpturen forestiller en ung mand siddende på en sten, og ligesom sin berømte "storesøster" har "Han" et drømmende blik vendt mod havet - og Kronborg. Dog har "Han" ingen fiskehale. For ifølge kunstnerne er "tiden løbet fra fiskehaler". Kun den poetiske sarthed og den unge mands positur på stenen leder tankerne hen på den ældre "søster".

"Han" er et vidnesbyrd om den udvikling, der er sket fra dengang, hvor "Den Lille Havfrue" kom til verden og til i dag. Den nye skulptur er skabt i moderne materialer: både figur og sten er støbt i rustfrit blankpoleret stål, og omgivelserne vil blive spejlet i skulpturens buede overflade. Nye billeddannelser opstår - alt efter hvor man som tilskuer betragter skulpturen og alt efter årstidernes og døgnets skiftende lyd. Som et overraskende element for den opmærksomme beskuer slår figuren nu og da øjnene ned i et enkelt blink. Herefter fremstår den atter som "almindelig", statisk statue. Intervallerne er uforudsigelige - kun den trofaste, tålmodige eller heldige ser det.

Komplekse betydningslag

"Han" er et værk, som bag sit umiddelbart appellerende formsprog gemmer på mange komplekse betydningslag. Trods de klare referencer til "Den Lille Havfrue" handler den ikke kun om national- eller kønsidentitet. I sin placering yderst på en af kulturhavnens moler og med dens spejlreflekterende overflade synes den også at fortælle om enkeltindividet i forhold til de mange - om samvær og om isolation - idet skulpturens udtryk vil ændre sig radikalt fra at stå alene en kold grå vinterdag til at være omsværmet af sommerglade borgere og turister på en solrig sommerdag.
Trods sin centrale placering rummer "Han" en mystik, som forholder sig tvetydigt til det spektakulære og stabile, der ofte kendetegner et vartegn. "Han" er en anonym figur uden en klar identitet og tilhørsforhold. Med sin klassiske nøgenhed kunne skulpturen forestille mange unge mænd, så vi kan gøre" Han" til den, vi selv ønsker, han skal være. "Han" reflekterer sine omgivelser og undlader at lægge beslag på én bestemt fortælling.

Placeret midt i Helsingørs nye kulturhavn

Med sin placering i Helsingørs nye havneområde befinder "Han" sig midt i en smeltedigel af historier. Der er mytologierne om Hamlet og Holger Danske. Der er de flere hundrede år med Sundtolden, som fungerede som hele rigets pengemaskine, og hvor Helsingør kæmpede mod København om positionen som den vigtigste havneby. Og der er den industrielle æra med skibsværftet, som i 101 år var omdrejningspunkt for byens aktiviteter, og som efterlod et stort tomrum, da det lukkede. Senest har Helsingør Kommune prioriteret kultur og viden som fremtidens drivkraft med en ny kulturhavn som centrum.

Alle historierne peger tilbage mod havnen, men det er svært at sammenfatte Helsingørs historie i én simpel mytologi. Her minder "Han" os om muligheden for en mytologi, men undlader at definere den. Ved at henvise til "Den Lille Havfrue" ved Langelinie, som er det stærke symbol for hovedstaden, lader den fortællingen om sine egne omgivelser stå åben.

Bag om Han

Skulpturen "Han" er i forbindelse med byggeriet af Kulturværftet blevet til i et samarbejde mellem Helsingør Kommune og Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum, der i fællesskab har udpeget kunstnerne, godkendt og finansieret projektet. Skulpturen har kostet 3.084.000 kr., hvoraf Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum har betalt 2.314.000 kr. og Helsingør Kommune 770.000 kr.

Den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen & Dragset, der står bag "Han", hører til nogle af vores tids mest populære kunstnere i verden. Kunstnerduoen har arbejdet sammen siden 1995. Inden da havde de hver især arbejdet med lyrik og teater, men fandt sammen om at lave performances. Hurtigt kom deres projekter imidlertid til at tage form af rumlige konstruktioner, objekter og skulpturer, der ofte har en performativ karakter - et spor, de har fulgt siden.

Om kunstnerne Elmgreen & Dragset

Elmgreen & Dragset leger med vores forventninger til omgivelserne. De overrasker den forbipasserende ved at skabe malplacerede og paradoksale scenarier, som sætter vores vaneforestillinger i perspektiv og det normale ud af spil. For Elmgreen & Dragset er de umulige sammenstød en strategi, som kan danne et frirum for vores forestillingsevne. Deres sigtekorn er rettet mod de magtfulde systemer og konventioner, vores samfund styres af. De udfordrer det etablerede og konforme, hvad enten det er institutionerne, monumenterne eller vores opfattelse af os selv og omverdenen.

Rytterstatuer med historiske krigshelte på Trafalgar Square i London har fået selskab af kunstnerduoens lille dreng på en gyngehest. Og i København blev den nationale selvoptagethed kommenteret, da kunstnerne placerede et spejl foran "Den Lille Havfrue". Elmgreen & Dragset får det genkendelige til at træde frem i et nyt lys. De stiller spørgsmålstegn ved de symboler, som vi spejler os i og bygger vores verdensbillede på.

Flertydigheden i Elmgreen & Dragsets projekter kan virke foruroligende eller kritisk, men samtidig hylder de også håbefuldt det mod, det kræver at frigøre sig. Vippen på Louisiana kan både forstås som en kritik af museumsinstitutionens traditionelle lukkethed, men også som en opfordring til at 'springe ud'. Og den lille dreng på sin gyngehest parodierer de højtidelige krigshelte ved hans side, men udviser samtidig også entusiasme. I Elmgreen & Dragsets univers er mangfoldighed det element, som gør verden levende og smuk. Imidlertid følges legen med det genkendelige ofte af en smertefuld brod.

Michael Elmgreen og Ingar Dragset, der har base i Berlin og London, har holdt en lang række separatudstillinger i kunstinstitutioner verden over, herunder Serpentine Gallery og Tate Modern i London, Museum Boijmans Van Beuningen i Rotterdam, ZKM Museum of Modern Art i Karlsruhe, The Power Plant i Toronto, MUSAC i Léon, og Kunsthalle Zürich.

Deres arbejder har været repræsenteret i biennalerne i Berlin, Sao Paulo, Gwangju, Moskva, Singapore og Istanbul, og i 2009 fik de en særlig omtale for deres udstilling "The Collectors" på den 53. Venedig Biennale. Blandt deres mest kendte værker er "Prada Marfa" - en fuldskala kopi af en Prada butik beliggende midt i en ørken i Texas.

Elmgreen & Dragset har netop indviet deres fire meter høje bronzeskulptur "Powerless Structures, Fig. 101" på Trafalgar Square i London. Skulpturen, der forestiller en dreng på en gyngehest, har fået en god modtagelse i den britiske og internationale presse og den bliver i daglig tale refereret til som "The Rocking Horse Boy".

I efteråret 2012 deltager Elmgreen & Dragset i Liverpool Biennalen, og i efteråret 2013 har de en stor udstilling på Victoria & Albert Museum i London, lige som de af byen München er blevet bedt om at kuratere et års program af offentlig udsmykning af byrummet. Herhjemme er kunstnerne repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Louisiana, Horsens Kunstmuseum og Arken.