Historien om værftet og byen

Anlæggelsen af Helsingørs Jernskibs- og Maskinbyggeri i 1882 markerer det industrielle gennembrud i Helsingør. Samtidig markerer det afslutningen på sundtoldstidens æra, hvor byen i mere end 400 år levede af den skibsfart, der kom til i byen for at betale sundtold.

Direkte som indirekte kom byens liv til at blive præget af den store arbejdsplads - såvel økonomisk som socialt og kulturelt.

Rejst midt imellem slot og by blev det storladne værftsanlæg med beddingsløbene, kranerne, de rygende skorstene og de imponerende værkstedsbygninger, tegnet af arkitekt J. E. Gnudtzmann i historicistisk stil, en markant manifestation af 'de nye tider' i Helsingør. Et billede som har været under stadig forandring i forbindelse med værftets udbygning og modernisering.

Ud af røgen fra 'de nye tiders' skorstene dukkede en ny havnefront op. Produktionen fordrede stadig flere bygninger, flere maskiner, flere folk og mere plads, som til sidst ikke kunne rummes på den gamle værftsgrund. Værftets udvikling afspejles i udvidelserne: oprindelig
havde værftet i 1882 fået rådighed over 37.000 m2, hundrede år senere var arealtilliggendet vokset til 227.000 m2.

Klemt inde mellem Kronborgs forsvarsværker og Helsingør by kom værftet til at ligge som en 'by i byen', der massivt udfyldte arealet mellem Helsingør og Kronborg. En særegen arbejdspladskultur voksede frem, der har sat et umiskendeligt præg på byens kulturliv. Et af
resultaterne var det vidtspændende og rige foreningsliv, som voksede frem i årene omkring århundredskiftet, og som fortsat præger nutidens samfund og hverdagsliv.

Samspillet mellem værft og by i de godt 101 år, værftets nybygningsafdeling eksisterede, har været intenst og komplekst. Værftsfløjten har på en måde været et fælles omdrejningspunkt i
værft-by-relationen. Ikke alene styrede dampfløjten værftet som arbejdsplads, men i nok så høj grad også livet i byen. Bylivet indrettede sig på 'værftsrytmen' i form af værftsfløjten, der lød over værft og by morgen, middag og aften.

I 1983 lakkede det mod enden. Ordrebogen var tom. Byggebeddingerne og kranerne stod uvirksomme. En larmende stilhed lagde sig over værft og by, da værftsfløjten blev tavs. Tilbage stod et ihærdigt folkeligt forsøg på at rejse et nyt værft - ' Skibsværftet Helsingør' - der også er blevet betegnet som "historien om en drøm" fulgt af et kortvarigt intermezzo i form af Helsingør Reparationsværft. Værftstiden var dermed blevet en historisk epoke akkurat som sundtoldstiden. De resterende bygninger står nu som et minde over byens betydningsfulde industrihistorie.