20 DEC
/ 2010
Af
/ Kulturværftet
Et myldrende menneskehav var med til at åbne Kulturværftet den 10. oktober 2010. Omkring 10.000 borgere kom forbi i dagens løb, hvor også oplevelserne stod i kø. Den dag blev Kulturværftet iscenesat, og indvielsen foregik i etaper i hele huset.
Lige fra kl. 9 søndag morgen til ud på aftenen fik byens borgere
mulighed for at fejre åbningen af Kulturværftet.
Skuespillere, musikere, dansere, politikere, specielt indbudte,
medarbejdere samt unge og gamle fra byen markerede sammen, at
skibsværftet har gennemgået sit hamskifte. Helsingør er nu endeligt
forvandlet fra gammel værftsby til ny kulturby.
Kl. 10.10 begyndte indvielsen
Borgmesteren, arkitekterne, Kulturværftets chef m.fl. stod for
den første ceremoni udenfor huset. Der blev holdt taler, og det
røde bånd blev klippet. Skuespillerne Peter Mygind og Ditte Hansen
var værter og styrede oplevelserne hele dagen.
Huset blev indviet traditionelt med taler, korsang og
morgenmad for alle. Som dagen skred frem, blev husets indre
gradvist indviet, og aktiviteterne gik mere og mere over i det
nutidige og eksperimenterende.
- Vi prøver at folde kunsten ud. Vise arkitekturen og
mangfoldigheden i Kulturværftet og alle de fantastiske muligheder,
der ligger lige foran os. Vi har fået et helt vidunderligt sted og
glæder os til at vise det frem, sagde Kulturværftets chef Mikael
Fock.
Festen sluttede hen på aftenen med meget bevægende operasang af
Ghita Maria Sjøberg. Det foregik i Arkaden og rundede smukt
åbningsdagen af.
Åbningsprogrammet
Inden underholdningen udenfor og inde på Kulturværftet gik i
gang klokken 10 minutter over 10, blev byens borgere trukket ned
til kulturhuset af et stort svensk trommeorkester fra nabobyen
Helsingborg. Trommeorkesteret mødte Helsingør Pigegarde i et
musikalsk clash.
Vel ankomne til Kulturværftet ventede alle på, at den gamle
værftsfløjte lød kl. 10:10, så indvielsen kunne gå i gang.
På Den Røde Plads ved værftsmuseet viste smeden, riggeren og
skibstømreren deres håndværk. Byens kor sang under ledelse af Frans
Rasmussen, og børn og barnlige sjæle byggede papirskibe.
Forfatteren Suzanne Brøgger fremførte en ode, da Hovedbiblioteket
blev indviet kl. 11.11. med endnu et pift i værftsfløjten.
Også værftsmuseet og Kulturværftets udstillings-område med sin nye
udstilling blev indviet med en lille cermoni.
På dagen forklarede Kulturværftets chef Mikal Fock, hvordan
åbningen foregik i etaper, og at hvert rum havde sin indvielse og
sit ritual.
- Hvert sted medvirker en kulturperson, en politiker og en
tilknyttet medarbejder. Sammen repræsenterer de det skønne, det
gode og det sande i den virkelighed, som Kulturværftet kommer til
at udfylde, sagde han.
Se
programmet for åbningsdagen (pdf)
Se programmet for den officielle åbning på Store
Scene (pdf)
Klassisk og eksperimenterende
Så gik det slag i slag. Kl. 13.13 blev Store Scene indviet med
et særarrangement for de officielle gæster, hvor bl.a.
technomusiker Bjørn Svin og Helsingborg Symfoniorkester deltog.
Blandt talerne var folketingspolitikerne Mogens Jensen (S) og Ellen
Trane Nørby (V) samt digteren Benny Andersen.
Som ved andre indvielser på dagen var det Ditte Hansen og Peter
Mygind, der var konferenciers. På scenen havde de smidt
kedeldragten til fordel for gallatøjet. Peter og Ditte var nu
Hamlet og Ofelia i en nyskreven tekst af America Vera Zava.
Programmet var delt op i tre bølger eller temaer. Den første om
Sundtolden, identitet og renæssance, den næste om værftstiden,
søfart og industrialisering og den sidste om Kulturhavnen - kultur
som kraft og kernefortællinger.
Digter Benny Andersen sagde et par ord om, hvordan det var
Shakespeare, der gjorde Helsingør berømt for mange år siden, og
hvordan den opgave nu lå hos Kulturværftet.
Herefter fremførte han digtet 'Hader Ham Hamlet'. Et digt, der med
et glimt i øjet beskrev nogle tvivlsomme egenskaber ved Hamlet og
på en måde mindede om en ung Andersen.
-At være eller ikke at være en skiderik, som en af digtets sidste
linjer lød.
Herefter fulgte et videoværk og lydkomposition fra værftstiden af
videokunstner Casper Øbro og lyddesigner Bjørn Svin. Elektronisk
musik med billeder fra værftstiden projekteret på et lærred;
først roligt som et diasshow, senere kaotisk og til sidst i et
virvar af grafiske abstraktioner over musikken.
Da lyset kom tilbage og salen igen var stille, trådte de
kulturpolitiske ordførere fra Venstre og Socialdemokratiet, Ellen
Trane Nørby (V) og Mogens Jensen (S) op på scenen. De talte om
historie og kultur, fremtid og visioner.
Pludselig kravlede dansere over sæderne og op på scenen for
derefter lydløst at forsvinde og overlade den og rampelyset til
byrådsmedlem og tidligere borgmester Per Tærsbøl og borgmester
Johannes Hecht-Nielsen. Det var nu tid til officielt at søsætte
Kulturværftet. Per Tærsbøl og Johannes Hecht-Nielsen knuste hver
sin flaske mod stævnen af et imaginært skib.
Efter kl.14.30 var der gratis adgang til eftermiddagens og
aftenens program i Kulturværftet. Helsingborgs Symfoniorkester
opførte Carl Nielsens 4. symfoni, der var sufi-musik fra Tyrkiet,
musikskolen spillede på Store Scene, og dertil kunne man opleve
Bobo Moreno, tango, Bjørn Svin, aftensange af Ghita Maria Sjøberg
og eksperimenterende musik med JeSo.
Et nykomponeret værk med værftslyde, der var lavet specielt til
Kulturværftets åbning af Jeppe Just, blev opført af det
internationalt anerkendte og eksperimenterende
kompositions-ensemble Athelas Sinfonietta Copenhagen. Lyde som
Fender Rhodes, elektrisk kalimba og spilledåse. Men også lyden af
blikspande med bækkener, fløjten, industrilyde, maskinstøj og
metalkæder.
- Vi vil høre Kulturværftets fortid som skibsværft give genlyd,
sagde Jeppe Just inden koncerten.
Kulturværftet kort fortalt
Kulturhuset strækker sig over 13.000 m2 og byder på arkitektur i
verdensklasse, et stort moderne bibliotek, Spisehuset,
multifunktionelle scener, hvoraf den ene er Nordsjællands største,
til koncerter, teater og dans for enhver smag, møde- og
konferenceområde, udstillingsrum samt et værftsmuseum, hvor de
besøgende kan dykke ned i Helsingørs og værftets maritime
historie.
Kulturværftet byder også på en utrolig udsigt fra prisme-facadens
mange og store vinduer i tre etager samt glashus og terrasse helt
oppe på toppen.
Billeder fra åbningsdagen
I billedgalleriet herunder kan du se eller gense nogle af de
mange gode oplevelser der var på Kulturværftet den 10.10.10.
Klik på et af billederne og klik videre til de næste
billeder i højre side af billedet der vises.